Rusland blev grundlagt som stat i 800-tallet omkring byerne Kiev og Novgorod. Novgorod hørte på det tidspunkt med til Østersøområdet og kaldtes af skandinaverne Holmegard. Byen blev senere kernen i fyrstedømmet Novgorod, som holdt stand mod både svenskere, tyskere og mongoler. Men i 1400-tallet blev den overfløjet af Moskva. Byen mistede meget af sin betydning, men bevarede de smukke middelalderlige kirker fra storhedstiden. Rusland vendte ryggen til Vesteuropa og var i længere tid uden forbindelse med Østersøen. Men i 1703 skabte tsar Peter den Store af Rusland et vindue mod vest ved grundlæggelsen af Skt. Petersborg, som han endda i 1712 gjorde til hovedstad. Helt frem til den kommunistiske Oktoberrevolution i 1917 lå hovedstaden i det stadigt voksende russiske rige helt mod vest ved Østersøen. Og her skabtes en perle af en by, et Nordens Venezia, den fascinerende ramme omkring et rigt kulturliv.